AF SV. AAGE MIKKELSEN
I huset der ligger på Johs. Jensens Vej 26 i Toustrup kom jeg til verden den 13. juni 1941. Huset var dengang delt i beboelse og snedkerværksted.
I min barndom var der SNE om vinteren og SOL om sommeren, og computer og tv endnu ikke kommet til Toustrup, hvilket bevirkede at vi børn var overladt til at bruge vores fantasi til selv at opfinde nye lege – vidunderlig barndom.
I 1947 køber forældrene så ejendommen på 4 tdr. beliggende Johs. Jensens Vej 62 og livets alvor begyndte – skolegang! Seks dage i folkeskolen og på syvende¬dagen – søndagsskole i missionshuset (Johs. Jensens Vej 36).
Her kunne vi børn så efter en times indoktrinering glæde os til Kirstine Frederiksens hjemmebagte kringle og saftevand – hvilket hjalp gevaldigt også på den åndelige fordøjelse.
Ringrideroptog
Om vinteren var der i forsamlingshuset atter skolegang, men nu var det danseskole! – Og det var ikke kropsnære danse, som argentinsk tango, vi lærte her. Nej det var rheinlænderpolka m.m. Sportslige aktiviteter blev afviklet i området imellem Johs. Jensens Vej 36 og 42, populært kaldet ”hullet”. Her blev der spillet håndbold. En ting som jeg særligt husker fra barndommen var sommerfesten. Her kunne man bl.a. opleve ringriderturnering. At tænke sig, der var så mange heste på gårdene at man kunne afvikle et temmelig stort ringriderstævne.
Karleholdet 1943
I ungdommens vår er der teltballerne i Sønderskoven. Ingen strøm til belysning, kun petromaxlygternes dæmpede skær, ingen forstærkere til musikken, her kunne de uforfalskede toner fra klaver, violin og tromme forplante sig fra teltet og blande sig med bøgetræernes grønne blade. Ved et skovbal traf jeg i 1958 mit livs lys, min lampes petroleum – INGER, den sødeste, kærligste og milde pige (mildheden har dog igennem de 56 år vi har været gift, haft en svag nedadgående tendens).
Flyttede til Aarhus i 1961, blev gift i 62, blev forældre til Elin i 65 og siden til Lars i 68. Efter 14 år i Aarhus begyndte ønsket om det rolige landliv at trænge sig på, og via min bror, som vidste at Børge Andersen havde et nybygget hus til salg i Sorring, blev det så til at vi blev prioritetsbestyrere af 14ay, Vibevej 9 i 1975.
125 kvm. hus – 1200 kvm. grund, hvor der så siden er kommet 1000 kvm. til.
Udover at passe hus og have blev vi begge en del af foreningslivet i Sorring. Bl.a. blev jeg formand i STIF. Blandt de ting der skete i de år kan nævnes, salget af den gamle bane, som frivillige havde udgravet og planeret i 1942. Banen lå der, hvor hovedparten af bebyggelsen på Høghgårdsvej nu ligger. Kommunen betalte 25.000 kr. for banen, men forpligtede sig også til at etablere den øverste af de to baner på Skolebakken. Det oprindelige klubhus på Skolebakken, bygget i 1974, blev udvidet første gang i 1980 og sidenhen i 82. Byggeriet af det gamle klubhus samt de to tilbygninger blev alt sammen udført af frivillig arbejdskraft!
Udgravning og planering af Banen
”We have a dream” i 1977 om, at der skulle bygges en hal i Sorring, lagde utrolig mange timer i forberedelserne, og fik den erfaring: bland aldrig politik og sund fornuft sammen. Politiske studehandler endte med at – Fårvang og Voel fik hver en hal og – Sorring en gymnastiksal ved skolen. En lokalpolitiker udtrykte det på denne måde: ”Godt nok fik I it en hal, men I fik da en sal huer I ka spel lidt bold”. I dag har Sorring sin hal takket være nye kræfter, blot med en tidsforskydning på 30 år.
Der kunne nævnes endnu mange ting fra de aktive år. Et par ting som blev til traditioner skal dog med. Traditioner skal jo have en begyndelse, og den 12. august 1978 startede der en; Parasoldag (nu torvedag). 32 boder, alle med parasol, smeden med sin transportable esse, Tut og Hartman med lervarer, og flere kunne nævnes.
I 1979 startede en anden tradition; flagalléen gennem byen på konfirmations-dage. Annette og Kaj Jensen skulle have Kent, Inger og jeg, Elin konfirmeret. Kaj og jeg opstillede selv flagstænger og satte flag op. To traditioner blev skabt, lidt stolt af at de lever endnu – ja, måske?
Skønne barndomsår i Toustrup og dejlige aktive og senior-år i Sorring. Men har nu nået en alder hvor jeg mange gange ser på min husketavle og ser på et lille digt af KNUD SØRENSEN:
MEN ENDNU
De ansigter
som omgiver mig
eller som jeg møder
rundt om
og som jeg ved
jeg kender
er begyndt
at tabe deres navne
og nu er jeg et sted
mellem to virkeligheder
en
hvor jeg er omgivet af ansigter
som jeg ved jeg burde kende
og en
hvor navne jeg kender
vandre ansigtsløse rundt
MEN ENDNU
når jeg ser mig i spejlet
kan jeg dog sige:
Ham der
det er jo mig
